Trine

Min yogahistorie

Jeg havde i flere år tænkt at jeg burde gå til noget gymnastik/motions-agtigt noget, uden at gøre noget ved det og uden at overveje hvad for “noget” jeg kunne have lyst til. Det skal lige siges at jeg aldrig har dyrket sport. En dag spurgte min teenagedatter om vi ikke skulle gå til yoga sammen. Hun havde hørt om power yoga og vi mente at astanga yoga kunne bruges. Jeg fandt Jeppes kursus og meldte os til i 4 måneder. Efter 2 måneder faldt datteren fra, jeg fortsatte og har foreløbigt gået til yoga hos Jeppe i 3 1/2 år. Den første gang jeg havde været til yoga kunne jeg ikke løfte armene, da jeg kom hjem. Det er temmelig anstrengende når man er ny til yoga. Jeg prøvede en hovedstand med Jeppes hjælp den første dag. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde ingen anelse om hvad der var op og ned, da jeg stod i hovedstanden, mens Jeppe holdt godt fast i mine ben. Det føltes så mærkeligt og naturstridigt at jeg på stedet besluttede at det måtte jeg lære. Og siden har Jeppe hver eneste gang tålmodigt hjulpet mig med hovedstanden og langsomt fik jeg fornemmelsen af hvad der er op, når hovedet vender nedad og jeg lærte lidt efter lidt selv at holde balancen, selv at komme ned fra hovedstanden og nu får jeg bare lidt hjælp til at komme op. Jeg har i de år jeg har gået til yoga, fået en smidigere krop, en friere måde at bevæge mig på og et kropsligt velvære, som jeg ikke har kendt tidligere. Jeg kan godt lide at bruge min fritid på noget hvor jeg udvikler mig. Jeg er fascineret af perspektivet i udviklingen, at jeg kan fortsætte med at blive smidigere og stærkere, at jeg kan få større forståelse for den enkelte stilling, at jeg kan få et bedre flow i træningen og lære flere stillinger efterhånden som jeg er parat. Jeg kan godt lide at træningen kræver min fulde koncentration og nærvær. Da jeg startede med at træne yoga, var jeg så stiv i ryggen at jeg ikke kunne bukke mig og derfor måtte trylle mine underbukser på om morgenen. Nu kan jeg uden besvær bukke mig ned og røre gulvet. Det er der rigtig mange mennesker der kan, så det er ikke noget jeg kan brillere med, men det gør min hverdag nemmere.

Trine, 57

Jeppes refleksioner

Trines yoga-historie er usædvanlig og meget inspirerende. Når mødre og døtre starter sammen er det næsten altid mødrene, der falder først fra. Og at en mor på den måde har fortsat alene og ikke set sig tilbage har jeg aldrig oplevet før. Trine havde bestemt ikke en ’yoga-krop’ da hun startede. Hun startede relativt aldersmæssigt sent og havde ikke arbejdet ret meget med bevidst brug af kroppen. Men har havde til overmål en af de allervigtigste egenskaber, når man skal gå til yoga hos mig: tålmodighed. Træning efter træning dukkede hun op. Gang på gang forsøgte hun ting, hun ikke kunne. Og aldrig blev hun så frustreret at hun gav op. Men hun har også været velsignet med en krop som, på trods af at den var meget låst, aldrig blokerede helt. Den har hele tiden givet sig en lille smule. Aldrig stået helt stille. Og Trine har heller ikke stået stille. Små bitte skridt efterfulgt at flere små skridt har ført til, at hun nu har en rigtig god træning, som giver hende megen glæde og fornøjelse. Og hun kan stå på hovedet! Nogle kan første gang de prøver. Andre skal som Trine øve sig i 3 år først. Men at det er muligt på en meningsfuld og tilfredsstillende måde at øve sig i 3 år er selvfølgelig en meget større præstation end selve det at stå på hovedet – uanset hvor hurtigt eller langsomt man mestrer det. Jeg er glad for og stolt at kunne hjælpe Trine på den vej, hvor hun stadig gør nye fremskridt og hvor hastigheden af fremskridtene stadig lader til at blive større.

Jeppe