yogaskolen-kbh

om os

389509305.jpg

På yogaskolen-kbh er vi seks yogalærere:

Anne
Jeppe
Katha
Mette
Sarah
Siri

Hver lærer har sin egen erfaring og personlighed og er på hver sin kropslige dannelsesrejse. Men vi er alle uddannede det samme sted og vi udvikler løbende vores undervisning i fællesskab. Så uanset hvilke hold I vælger, vil I opleve den samme tilgang til yoga.  Alle lærere er uddannede det samme sted og vi udvikler vores undervisning i , så vi har den samme tilgang til yoga.

Nedenfor fortæller Jeppe om vores tilgang til yoga

"Da jeg afsluttede gymnasiet var en akademisk karriere umiddelbart meget oplagt. Men jeg havde samtidig en klar fornemmelse af at min krop var i absolut miserabel forfatning. Og det var afgørende for mig at ændre på det. Jeg vidste dybt nede i mig selv at menneskelig karakter var meget vigtigere end akademiske karakterer. Og det var min fornemmelse at menneskelig karakter havde et kropsligt fundament. Det havde jeg læst nok Nietzsche til at forstå. Og jeg vidste, at østen havde en langt bedre forståelse af disse sammenhænge end vesten. Så jeg begyndte at træne kungfu og tai-chi. Det må have set slemt ud. Og jeg kom galt af sted flere gange. Men viljen til forandring var stærk – og det var en start. En hjælpeløs start, men også begyndelsen på en proces, der aldrig siden er stået stille.

Det var i Odense; og i Kina. Men da jeg flyttede til København kunne jeg ikke finde et sted at træne kinesisk kampkunst, som passede til mig. Jeg kunne mærke det kropslige forfald begynde igen, og jeg vidste at jeg måtte gøre noget. Og jeg vidste at jeg skulle træne yoga, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg nærede nemlig dyb modstand overfor al slags spiritualitet. Og nogle forsøg på at træne ud fra bøger gav igen brugbare resultater.

Men en dag anbefalede en kropsbevidst studiekammerat fra økonomistudiet på Københavns Universitet mig at prøve en dygtig yoga-lærer på den motionsskole, hvor hun selv underviste. Holdet hed ‘Power Yoga’. Og nej, tænkte jeg, jeg skal ikke lave Power Yoga – jeg skal lave ‘rigtig’ yoga. Men jeg tog alligevel til en prøvetime. Og det var kærlighed ved første træning. Det var perfekt: Fysisk og anstrengende og udfordrende på den helt rigtige måde og ingen snak eller teoretisering. Og i løbet af et år hovedkulds forelskelse var jeg oppe på at træne 5 eller flere gange om ugen. Og efter bare et enkelt års træning begyndte jeg at undervise mit første begynderhold.

Det var selvfølgelig alt for tidligt, og jeg vidste ikke hvad jeg lavede. Men der var mangel på yoga-lærere dengang. Og engagement og dedikation kan bære langt, og jeg voksede hurtigt med opgaven. Og jeg trænede på livet løs. Helt i autenticitetens tidsånd blev Power Yoga gradvist afløst af Astanga Yoga. Og i løbet af godt et år havde jeg gennemført første Astanga serie og i løbet af godt to år anden Astanga serie; det var selvfølgelig alt for hurtigt, og det må havde set slemt ud. Men jeg var ikke til at holde tilbage.

Samtidig var nye frø blevet sået: En gradvist voksende interesse for Alexander-teknik og en chokerende opdagelse af rå mad. Det har vist været i 2003. Alexander-teknik var vokset fra at skulle hjælpe min yoga til en følelse af yogaen stod i vejen for min Alexander-teknik. Og mine eksperimenter med rå mad gjorde mig for blød og afslappet til at holde fast i min på sin vis aggressive trænings-stil. De to ting tilsammen gjorde, at jeg følte, at jeg måtte give slip på Astanga yogaen, som jeg kendte den. Jeg havde brændt med liv og sjæl for Astangaen, den var blevet mit holdepunkt i livet, og nu var jeg brændt ud.

Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg kaste det hele fra mig og bare bevæge mig videre? Jeg underviste stadig. Og holdt meget af det. Og tjente mine penge sådan. Det var svært at give slip på. Måske var der en anden vej. Jeg gik tilbage. Startede helt forfra. Glemte alt hvad jeg havde lært. Gik til træningen med alt hvad jeg nu vidste om kroppen. I løbet af et år opdagede jeg den ene yoga-stilling efter den anden: ‘Nå, det sådan det hænger sammen’, ‘Nå, det er det, der er meningen’. Det var en meget spændende og inspirerende tid. Og fra deraf blev yoga helt min egen: Alt hvad jeg underviser i har jeg mere eller mindre lært mig selv. Alt har jeg testet igen og igen på mig selv og hundredvis af trofaste elever. Jeg har aldrig opgivet Astanga-formen, men indholdet er helt igennem Jeppe-yoga.

Gennem årene er jeg blevet ved med at forfine og udvide og fordybe min undervisning. Den vokser med mig, og jeg bliver ved at vokse. Jeg har taget en fuld (og mere til!) uddannelse som Alexanderteknik-lærer. Jeg har undersøgt og afprøvet og uddannet mig i mange, mange forskellige ting. Og idet de bliver virkelige i mig bliver de langsomt integreret i min undervisning. Senest elementer af Eyebody-arbejdet, som på helt nye og banebrydende måder arbejder med tilstedeværelse, fokus, syn, hjerne og bevidsthed.

Jeg blander aldrig ting. Når jeg underviser i yoga, underviser jeg kun i yoga. Og når jeg underviser i Alexander-teknik, underviser jeg kun i Alexander-teknik. Men i al min undervisning er det hele mig, der underviser. Og efterhånden som jeg bliver mere hel, kan jeg også undervise hele det menneske, der kommer til mine timer uanset hvilken slags det er.

Jeg har holdt fast i yogaen og Astanga yogaen specifikt, fordi den var sådan en uvurderlig gave til mig. Den var den hammer, som var nødvendig for at kunne slå hul igennem til sider af mig, som ellers havde været aflåst i mange, mange år. Til en faktisk og vedvarende oplevelse af kroppen som udgangspunkt for livsglæde og kærlighed. Til helt jordbundne og realistiske oplevelser af verden som et helligt sted og af alle mennesker som væsner der fortjener lys og kærlighed og omsorg. Og alt dette ikke som teori eller snak, men som den praktiske måde jeg lever og underviser på. Det var min gave. Og jeg ønsker at give den videre til alle i den specifikke form den nu kan og vil få for dem. Jeg stiller rummet og rammerne og træningen til rådighed. Hvad mine elever putter ind i dem er op til dem. Men jeg elsker at se dem vokse og at vokse med dem – og at give dem den retning og måske den inspiration og det skub som til tider er nødvendigt.

Yoga er ikke målet – og Astanga yogaen slet ikke. Men den kan være et skridt på vejen. Uanset om det så er stort eller lille eller ligefrem afgørende skridt. Det har yoga været for mig."

526935818.jpg

om yoga

Yoga er blevet en samlet benævnelse for en lang række traditioner med udspring i Indien. Ordet betyder forening. Men hvilken slags forening der er tale om er i allerhøjeste grad et fortolkningsspørgsmål. Nyere studier har vist at moderne yoga, som det trænes og forstås i vesten i dag, kan spores omkring hundrede år tilbage i Indien – og sandsynligvis er opstået under indvirkning af vestlig tænkning og kropsforståelse.

Denne indsigt giver en kæmpe frihed, fordi yoga ikke længere bliver tynget af en årtusindelang tradition, som alle forsøger at tage patent på. Moderne yoga behøver ikke henvise til og begrunde sig på fortiden. Det er en nyskabning, og den bliver stadig skabt og udviklet. Hvad yoga er skal stadig udforskes, undersøges og udvikles. Vi kender i høj grad den moderne yogas historie og vi kender de fejltagelser og begrænsninger, den er vokset frem af og sammen med. Yoga kan og skal gerne være noget andet og mere end det hidtil har været. Hele tiden under udvikling. Hele tiden virkeligt og forbundet til direkte, konkrete erfaringer.

Yoga betyder forening. Forening af modsætninger. Men en forening der netop ikke består i at modsætningerne ophæves. En forening, hvor modsætningerne opleves som det, der skaber helheden og meningen og åbningen. At kunne holde fast i en modsætning og holde den åben, at modstå fristelsen til enten-eller, det er yoga – på alle niveauer. Både i den fysiske træning og i den udvidende bevidsthed.

Jeppe-yoga er baseret på alle mine samlede erfaringer. Først og fremmest de mange, mange timer jeg har undervist og trænet. Men selvfølgelig også mine andre livserfaringer. Alt hvad jeg underviser har jeg selv opdaget og oplevet og set bekræftet igen og igen hos mine elever. Alt er blevet bekræftet i sådan grad at jeg kan stå inde for sandheden i det. Det udvikler sig hele tiden, men ingen af de grundlæggende elementer ændres, selvom forståelsen af dem bliver stadig finere og mere subtil. Med lånte ord vil jeg sige, at ’hvis jeg underviser i det samme i år, som jeg gjorde sidste år, så er jeg en hæmsko for den menneskelige udvikling’. Disse ord beskriver helt præcist min opfattelse og forståelse og erfaring. Sandhed er sandhed, mens vores forståelse af den skal helst hele tiden vokse og fordybes. Sandhed kan udtrykkes i principper. Og forståelsen og omfanget af disse principper vil så være det, der ændrer sig og vokser. Følgende er de grundlæggende principper i Jeppe-yoga:

Modsætning: Alle yoga-stillinger er baseret på dynamiske modsætninger. Det er forståelsen og aktiveringen af disse modsætninger, der åbner stillingen. De fleste stillinger er baseret på en eller to overordnede modsætninger, men indeholder også et utal af mindre modsætninger, som man kan bliver ved med at rejse ind i og som kaster klarhed tilbage på de overordnende modsætninger. Modsætningerne er det der adskiller yoga fra gymnastik og det meste anden kropslige træning.

Åbenhed: Yoga handler om åbenhed ikke om smidighed. Smidighed er typisk et følgeresultat af at træne yoga, og det er dejligt at blive mere smidig. Men det er ikke og skal aldrig være målet. Åbning og åbenhed opstår ved at aktivere modsætninger på en balanceret måde; når der trækkes i modsatrettede retninger med nogenlunde lige stor kraft så åbner det der er imellem – typisk et led. Det sammen gør sig gældende mentalt: Når modsætningernes uforligelighed kan rummes, så er det muligt mentalt at forholde sig åben.

Kommunikation: Åbenhed skaber mulighed for egentlig kommunikation. I min undervisning kommunikerer jeg verbalt, men i mindst lige så høj grad med mine hænder. Og jeg forsøger at skabe et rum og en atmosfære, der understøtter at yoga-undervisning er baseret på kommunikation. Og jeg mener, at jo mere elever er indstillet på og forstår at lytte både mentalt, men især med deres krop jo bedre bliver undervisningen. Hvis man helst er fri for at åbne sig i kommunikation, så kan man med fordel vælge nogle andre timer end mine.

Overkrop og ben: På det rent fysiske plan mener jeg, at hovedparten af de basale yogastillinger arbejder med at separere overkroppen fra benene. Men jeg oplever, at det alligevel er et element, der stort set bliver ignoreret i alle yoga-skoler. De afgørende udfordringer i henseende til separation er typisk låste hofter og spændte lår. Og forstået og anvendt fornuftigt arbejder stort set alle grundlæggende yoga-stillinger på at åbne hofterne. Rejsen frem til en bedre adskillelse mellem overkroppen og benene er lang og kræver meget tålmodighed; men det føles normalt dejligt undervejs og det er i sidste ende den adskillelse og intet andet, der kan sætte overkroppen fri. Og også benene kan, nu ikke længere fastlåst til overkroppen, opleve en hidtil ukendt grad af lethed og frihed.